Uforudsigelig, sanselig og passionerende

Vicky Christina Barcelona (80%)

Fyldt med mange sanseindtryk bliver Woody Allans nyeste film, Vicky Christina Barcelona, en film, der opleves på flere planer. På det sansemæssige plan stimuleres synssansen med Rebecca Hall og Scarlett Johansson som de to amerikanske veninder Vicky og Christina, samt Penélope Cruz som eks-konen Maria Elena, høresansen vækkes af den alvidende og forførende fortællerstemme samt den skarpe dialog, smags- og lugtesansen pirres indirekte, da filmen i sit udtryk er så beskrivende, at man som modtager kan smage og dufte filmens sydeuropæiske miljø helt ind til benet med alt, hvad det indebærer af skøn mad, dejlig vin, solens varme, naturens renhed og storbyens mangfoldighed. På det episke plan opleves filmen som godt skruet sammen og som vækkende nysgerrigheden, da den har en meget fin fremadskridende handling – en handling, der - som den skrider frem - hele tiden vækker mere og mere af ens nysgerrighed. Filmen er en hyldest til kærligheden og passionen beskrevet med smukke virkemidler og tilsat en god gang humor.

I filmen tager de to veninder Vicky og Christina en sommer til Barcelona. Veninderne er to modsætninger med to forskellige syn på kærligheden: Vicky er den rationelle, der er i - og som udgangspunkt ønsker sig i - et fast forhold og modsat er Christina fri som fuglen og søger eventyret. En dag støder de ind i kunstneren José Antonio (forførerisk spillet af Jarvier Bardem), der prøver at forføre dem begge, hvilket i første omgang kun lykkes med Christina. Senere i filmen er Vickys syn på kærlighed dog til revurdering og hun må overgive sig til passionen. Christina flytter sammen med José Antonio, men deres forhold tager en pludselig drejning, da José Antonios ekskone Maria Elena efter et selvmordsforsøg flytter ind hos parret. Dette udvikler sig til et trekantsforhold, hvor kærlighed, passion og sex lunefuldt prøver at eksistere sammen i en treenighed. Med dette beskriver filmen, at to mennesker ikke kan indeholde alt, for at opnå fuldendelse i et forhold. Det er her filmen har sin kerne. Uden at postulere, hvad der skaber det fuldendte kærlighedsforhold og netop uden at have løsningen, bliver filmen præcis som kærlighedens væsen: Uforudsigelig, sanselig og passionerende.